10. oktober 2018 til 16. oktober 2018
Sidste rejsebrev sluttede med den cliffhanger at vi lå for anker ved Santa Margherita Ligure med en motor der ikke ville starte, og udsigt til dårligt vejr (op til 2 meter høje dønninger) så vi var tvunget til at søge havn. Martin havde nærmest ikke sovet hele natten af bare bekymring omkring hele situationen. Var motoren stået helt af? Hvad ville det koste at lave den? Og hvordan kom vi i havn? Hele formiddagen knoklede Martin igen med at få motoren igang, men opgav til sidst.
Problemet var i første omgang, at vi ikke havde den fjerneste ide om, hvordan man manøvrerer en båd i havn, når motoren ikke virker. Garvede sejlere vil sikkert indvende at vi kunne hejse sejlet. Men så nemt er det ikke. Pladsen i havnen var endog meget trang og vinden var heller ikke gunstig til den manøvre. Vi overvejede at ro båden over til havnen, der var trods alt kun nogle få hundrede meter, eller måske bruge gummibåden til at trække den over. De ideer opgav vi dog hurtigt.
Vi finder en slæbebåd
Efter en god frokost sejlede vi alle fire med gummibåden ind til havnen, for at høre om havnemesteren kunne hjælpe. Det kunne han godt – med at finde en plads. Bådens bugsering kunne han ikke være behjælpelig med, hverken selv eller med at formidle kontakten til nogle der kunne. Martin gik derfor i gang med at snakke med folk på molen. Der var masser af fiskerbåde i havnen, men ingen der rigtigt ville hjælpe. Til sidst fandt Martin en dykker, der kunne lidt engelsk og kendte en der ville komme i sin båd og gerne ville hjælpe.
Båden, der viste sig at være en turbåd, der sejrede mellem Santa Margherita Ligure og Portofino, kom efter en times venten og de tog Martin op og sejlede ud til Saga i bugten. Derefter sagde de farvel og sejlede igen. Martin fægtede med arme, og sikkert også ben og hvad der nu kan fægtes med, og båden kom tilbage. De havde åbenbart ikke forstået at de skulle hjælpe med at bugsere Saga i havn. Da først Martin fik forklaret dem sammenhængen, hvilket ikke var helt nemt da Martin ikke kan ét ord italiensk, var de dog meget hjælpesomme og fik på meget professionel vis trukket Saga ind til kajen. Ikke lige det sted, hvor havnemesteren havde anvist os plads, men ude på molen, hvor de rigtigt store både normalt ligger. Lige nu var der dog ingen. Der var heller ikke rigtigt noget at stille op, så det accepterede de og hjalp med at få Saga sikkert fortøjret. Hvad vi ikke fik oplyst var prisen for at ligge i havnen, men som Tine skrev i dagbogen, så er det helt sikkert ikke noget vi slipper billigt fra. Omtrent 100 euro per nat, fandt vi siden ud af. Nå der var jo ikke så meget at stille op.
Og når uheldet nu skulle være ude, var vi igen heldige. Efter masser af opringninger, der ikke blev besvaret lykkedes det Martin at få fat i en marinemekaniker i byen. Deres speciale var Yanmar-motorer. Sagas motor er netop fra Yanmar, så det kunne ikke være bedre. Af alle steder går vores motor i udu lige præcis det sted, hvor der er uddannede Yanmar-folk. At kalde det perfekt er nok at overdrive, men uheldigt er det ikke. Martin fik forklaret mekanikeren at vi var kørt tør for diesel og lavet en aftale om at han ville komme næste morgen. Prisen for det lød på 100 euro plus moms. Det er okay.
Imens gik hele familien en tur i byen, hvor vi fik pizza på et rigtigt hyggeligt sted kaldet Dal Baffo. Vi gik godt trætte i seng med håb om en rolig nat, nu der der var styr på situationen – i hvert fald var der ikke længere noget vi kunne gøre alligevel.
To mekanikere i rent tøj
Dagen efter, den 11. oktober, blev en rigtig kedelig dag. Heldagsregn og store dønninger. Mekanikeren meddelte, at vejret var for dårligt og at aftalen var udskudt til dagen efter. Mere er der sådan set ikke at sige om den dag, så det vil vi lade være med.
Næste dag kom mekanikeren som aftalt og han havde taget en ung mand med, måske en lærling. Sjældent har vi set to mekanikere i så rent og pænt tøj. De lignede i den grad ikke mekanikere, og så heller ikke videre glade ud ved at skulle arbejde på vores gamle båd. Hvad de, og vi, troede var en rutine-opgave, viste sig hurtigt at være noget helt andet. For at gøre en lang historie kort, så viste det sig at startmotoren var gået i stykker. Flere dele var simpelthen brækket af, hvilket også forklarede de mærkelige lyde vi havde hørt fra motoren da vi forsøgte at starte den.
For de knap så motorkyndige, så er startmotoren den elmotor, som trækker dieselmotoren i gang når man trykker på motorens startknap. Mekanikerne tog startmotoren med tilbage til deres værksted og lovede at vende tilbage med en pris på en ny. De kontaktede os hurtigt og sagde at de ikke kunne skaffe en pris i dag. Nu er det så weekend, så det kan have lange udsigter. “Vi bliver ruineret af at ligge her i rigmandskvarteret”, skrev Tine i dagbogen. Med 100 euro per nat tikker taxameteret hurtigt. Nå, men vejret er dejligt og Santa Margherita Ligure er en rigtig skøn by, så vi kan lige så godt nyde opholdet, og ud på aftenen var der et stort fyrværkeri tæt ved havnen.
13. oktober skete der ikke noget på motorfronten, da det som sagt var blevet lørdag. Vejret er igen i dag helt i top med sol fra en skyfri himmel, så vi nyder det alt det vi kan. Martin brugte dagen på at få bygget et elpanel færdigt og Tine har været på indkøb. Solcellerne producerer heldigvis masser af strøm, hvilket er godt da vi ligger et sted uden mulighed for el fra land. Med fuldt opladede batterier har vi til omtrent 7 dage før vi løber tør, og når solen skinner dagligt så bliver den periode forlænget betragteligt. Vi bruger lidt mere end solcellerne producerer, men ikke så meget at det på nogen måde er kritisk.
Underlige havneforordninger
Hele weekenden har der været fyldt med børn og optimistjoller på havnen, da der har været en eller anden konkurrence. Her søndag den 14. oktober er de taget hjem igen. Da Tine gik efter morgenmad mødte hun et dansk par, hvis båd lå for anker i bugten. Vejret er dejligt og livet er ikke helt værst her i Santa Margherita Ligure, hvis man lader være med at bekymre sig alt for meget om motoren, havnepenge og vores fremtid i forhold til dette. Apropos havnepenge er vi efterhånden begyndt at få den opfattelse, at de vi lade os ligge uden beregning, fordi vi har været ude for et uheld og samtidig ligger lidt uden for lystbådehavnens jurisdiktion, hvis man kan kalde det det. I modsætning til i Danmark, hvor havne enten er ejet af brugerne eller kommunen, er ejerskabet eller brugsretten her i Italien spredt ud over flere parter, der regulerer hvert deres område. Det grelleste tilfælde vi er støt på, er en havn med 11 pontonbroer med hver deres ejerskab. Det vil sige 11 forskellige kontaktpersoner og 11 forskellige priser for en overnatning. Ligger man derfor uden for det område som en given havnemester styrer, så bliver man ikke opkrævet penge – af ham. I nogle havne er der derfor områder, hvor det ikke koster noget at ligge – typisk er der så heller ingen faciliteter. Noget tyder på, at vi ligger sådan et sted her i Santa Margherita Ligure. Eller det håber vi i hvert fald på.
Ny startmotor: 9.000 kr
Mandag den 15. skete der endelig noget på motorfronten. Mekanikeren var forbi for at tjekke noget og vendte per sms tilbage med en pris på en ny startmotor og arbejdstiden. Det ender på ca. 9.000 kroner. Det inkluderer en ny startmotor, monteringen af denne samt adskillelse, rensning og samling af den del af motoren, hvor svinghjulet sidder. Mekanikeren mente nemlig, at resterne af startmotoren kunne være havnet her, samt at startmotoren måske har ødelagt tandhjulet. Vi må jo stole på at de har styr på tingene – og uanset hvad, er der ikke rigtigt noget vi kan gøre, hvis ikke turen skal ende her. Den ødelagte startmotor har i øvrigt vist sig at være en billig uoriginal en af slagsen ifølge mekanikeren. Nu kommer der en ordentlig en i, og så burde det hele virke.
Efter frokost kom der en ny havnemester og bad os komme ned på hans kontor for at udfylde nogle papirer. Det gjorde Martin så. Vi er nu ikke længere så sikre på, at vi slipper for at betale. I hvert fald er vi nu blevet registeret i systemet.
Dagen efter kom der to mekanikere og arbejdede i et par timer på svinghjulet. Den ene, der kunne lidt engelsk, fortalte at han havde tjekke om der var vand i motoren. Vand i motoren er ikke godt. Man risikerer at den bliver splittet ad, når stemplerne forsøger at komprimere vandet, hvilket ikke kan lade sig gøre. I stedet for kompressionen er der noget der går i stykker og typisk kan det ikke laves. En mulig forklaring på at vores startmotor er gået i stykker kunne være at der var vand i motoren. Mekanikeren sagde dog at alt så ud som det skulle. Nu venter vi så bare på at startmotoren kommer, så den kan blive monteret.
Tine mødte et dansk par fra Kolding, der var på bilferie i området, og som spurgte interesseret til vores tur. Det er altid sjovt at snakke med nogle landsmænd. Ellers en stille og rolig dag med småkedeligt vejr.
Vi har nu brugt en hel uge i Santa Margherita Ligure og motoren er stadig ikke fikset. Heldigvis er det en fantastik dejlig ferieby med masser af god stemning, og godt vejr. Uden at afsløre alt for meget, kan vi allerede nu godt røbe at vi i næste rejsebrev oplever noget meget sjældent. Hvad det er, må I dog vente med at få svar på indtil rejsebrevet er klart.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra vores uge i Santa Margherita Ligure i Italien. Tryk på billedet for at se det i stort format.
