Rejsebrev 21: Blæst på kysten og solskin på øerne

Vi er nu begyndt at sejle igen efter nogle gode måneder i Nettuno. I den første uge på vandet oplever vi små øer og en havn fra romertiden.

1. april 2019 til 7. april 2019

Så kom vi endelig ud at sejle igen. Efter næsten fem måneder i havnen i Nettuno, skal vi igen til at forholde os til vejrudsigter, dieselbeholdning og ankerpladser. Det bliver en omvæltning, men også rart. Det er jo det vi er taget af sted for; at se og opleve nye spændende steder.

Lige ind til det sidste, har vi været meget i tvivl om hvorvidt vi skulle sejle sydpå eller nordpå. Sydpå til de græske øer, hvilket ville kræve at vi lod båden ligge og hentede den en anden god gang – eller nordpå og hjemover. Vi er endt med det sidste. Vi sejler nordpå og hjem til Danmark. Men ikke i en fart, vi bruger de næste måneder på at sejle stille og roligt og gøre masser af stop, hvor vi nu kommer frem. Lige nu er planen at sejle til Elba og få set øen mere grundigt end sidste gang vi var der. Derefter over til Korsika og måske Sardinien. Det er vi sikre på bliver en fantastisk oplevelse. Det ligger dog ikke mere fast end at vi tager tingene som de kommer. Vi gider ikke at sejle for meget i modvind og i store bølger. Så blæser vinden en anden vej, ændrer vi bare vores planer så det passer.

I starten følger vi samme vej som vi sejlede ud

Første dag på havet var en god dag med moderat vind og rolig sø. Vi fik sejlet for sejl hele dagen, hvilket bestemt ikke var normen, da vi sejlede den anden vej. En rigtig god start på den nye tilværelse på søen. Vi sejlede hen til den samme “glemte” havn ved Fiumicino, som vi også lå for anker i på udvejen. Den gang blev det mørkt ved fem-tiden og vi nåede kun lige akkurat at få smidt ankeret inden mørket faldt på. Denne gang er det længere lyst og efter ca. 30 sømil nød vi et velfortjent måltid mad og slappede af.

Dagen efter sejlede vi 32 sømil til Civitavecchia. Vinden var sløj så motoren fik lov at arbejde noget mere end dagen før. Også Civitavecchia er en gammel kending. Vi ville helst have undgået den, men der er ikke så mange alternativer her på kysten og da vejret tegner ret dårligt, så har vi valgt at søge havn. Sidst vi var i byen fik vi et noget kedeligt indtryk af den på en mørk og kedelig efterårsaften. I forårssolen tager den sig noget bedre ud. Havnen i Civitavecchia er gigantisk. Det er en af Europas største krydstogthavne og der er også færger til alverdens steder og slæbebåde og krigsskibe. Fra man sejler ind gennem indsejlingen til man når bunden, hvor lystbådene ligger, er der 3 km. Dét er en stor havn.

En havn der emmer af historie

Den del vi ligger i er nu et ganske lille basin. Det hedder Darsena Romana og er den inderste og ældste del af havnen i Civitavecchia. Darsena Romana – som bedst kan oversættes med “Den romerske kaj” – blev bygget for næsten 2.000 år siden og blev udelukkende brugt af den romerske flåde. Omgivet af klipper og en stor mur var det den bedst beskyttede del af havnen og nærmest uindtagelig. Havnen blev desværre ødelagt under 2. Verdeskrig, så havnen af i dag er af nyere oprindelse. Historiens vingesus kan man dog sagtens fornemme. Den kæmpemæssige bymur omkranser stadig havnen, hvilket desværre gør at man skal ud på noget af en omvej for at komme til selve byen. I dag er indgangen ikke bevogtet af romerske legionærer men tungt bevæbnede italienske soldater. Ideen er vist nok at skabe tryghed for de tusindevis af krydstogtpassagerer der dagligt kommer gennem havnen, men vi synes at det virker lige modsat. Soldater i gadebilledet er bare ikke særligt indbydende.

Tine sparer penge og Sigrid bliver nærmest lykkelig

Da vi ankom til havnen blev vi taget godt i mod af et par flinke herrer fra den lille sejlklub der har en enkelt flydebro i Darsena Romana. Resten af havnen bruges af fiskerne. De hjalp os på plads og sagde at vi nok blev nødt til at blive der et par dage, da vinden kun ville tage til. Det var ikke lige vores plan, da vi helst ville videre. Overnatningsprisen sidst vi var i havnen lød på 35 euro pr. nat, men da havnemesteren kom denne gang forlangte han 50 euro pr. nat. Tine skruede charmen på og fortalte at vi sidste gang kun gav 35 euro og fandt samtidig kvitteringen frem hvorefter han gav sig. Dejligt. Vi besluttede at blive nogle dage og give byen en chance. Det var efterhånden blevet lidt sent, så vi besluttede at spise ude. Af uransagelige årsager endte på vi på McDonalds, der lå tæt på havnen, hvilket fik julelysene frem i specielt Sigrids øjne. Vi har simpelthen fået så meget verdensklassepizza på vores tur, at en burger fra McD føles som en kærkommen afveksling.

Civitavecchia er faktisk en ganske fin by

Allerede første dag kunne vi godt se, at byen havde mere at byde på end vi opfangede sidst vi var her. Her nåede vi kun lige at luske ud til en Lidl-butik i tusmørket langs en befærdet vej. Civitavecchia er faktisk en ganske fin by med handelsstrøg og atmosfære. Så selvom vejret er noget kedeligt, med noget der minder om kuling og efterårsvejr, er det ikke helt tosset at være blæst inde her. Vi har været på McDonalds et par gange mere i løbet af vores ophold. Ikke for at spise burgere, hvilket Sigrid blev lidt muggen over, men for at bruge deres netværk. Vi har ellers en fin netværksantenne på Saga, men i Darsena Romana sørger den omgivende bymur for at blokere alle signaler, så vi må ud i byen for at komme på nettet.

Efter et par gråvejrsdage blev det om fredagen endelig godt vejr og vi nød byen i fulde drag med cafebesøg, italiensk is samt “skovtur” i græsset langs bymuren, hvor vi nød dagens sidste solstråler, hvidvin og alskens smålækkerier. Vi fik også storprovianteret i Lidl, så vi igen er klar til nogle dage uden indkøbsmuligheder.

Nu begynder ølivet

Lørdag d. 6. april var vind og bølger gået så meget i sig selv, at vi kunne sejle videre. Vi sejlede 33 sømil ud til en lille bitte ø kaldet Isola di Giannutri, hvor vi fortøjrede til en bøje i en lille, fin bugt efter en god dag med masser af sol og god vind. Vi spiste mad på fordækket for at få solens sidste stråler med. Lige da vi var færdige med maden kom en anden sejlbåd til. Vi er altså ikke de eneste der er så skøre at sejle rundt her først i april. Isola di Giannutri er en ganske lille ø med blot 27 faste beboere. I sæsonen også en del turister, selvom der absolut intet er at komme efter – hvilket vel netop er derfor at folk kommer. Ingen butikker, ingen barer, ingen ting. Vi er så langt ude at selv iPhonen må give fortabt. “Ingen tjeneste”, siger den.

Søndag sejlede vi godt 12 sømil nordpå til en anden og noget større ø, Isola del Giglio. Der var god vind, men også store bølger, så en del af mandskabet på Saga fik at mærke at maven stadig kan rumle. Heldigvis blev det så en kort tur. Ved Giglio kastede vi anker i en lille bugt på østsiden neden for nogle klipper. Det var meget eksotisk med turkist vand og sandbund. Giglio er en meget flot ø med rå natur og høje bjerge. Vi blev på båden for at slappe af. Martin og Sigrid pumpede gummibåden op og tog en kort aftentur ind til en lille, bitte, bitte, lille slags havn hvor man med nød og næppe kan klemme en gummibåd ind. Helt perfekt, da vi bliver her i morgen med og sejler ind for at se på øen.

Således gik den første uge i sæsonen. En herlig uge, der har været et skoleeksempel på at man ikke kan planlægge alt, men må tage tingene som de kommer og ofte ender med rigtigt gode oplevelser alligevel. Læs med i næste uge, hvor det bliver endnu bedre.

Billeder

Her kan du se nogle billeder fra denne del af turen. Tryk på billedet for at se det i stort format.