Rejsebrev 22: Ø-liv ved Toscana

Vi er kommet til øerne ud for Toscana. Turistsæsonen er ikke rigtigt startet endnu, så vi har det meste for os selv.

8. april 2019 til 14. april 2019

I sidste uge kom vi afsted fra Nettuno og endte på den lille ø Isola del Giglio, der ligger i det man kaldet det toscanske øhav. På Giglio er der omkring 1.500 faste indbyggere og en del mere i turistsæsonen (som viser sig ikke rigtigt at være begyndt endnu). Første nat blev vi på båden, mens planen var at blive en dag mere og tage ind og se på øen.

Giglio har været beboet siden jernalderen og var under Romerriget en vigtig base i det Tyrrhenske hav. Ellers er Giglio mest kendt for at være her hvor krydstogtskibet Costa Concordia med 4.234 personer om bord gik på grund og slog læk, hvorefter det drev ind på kysten, hvor det kæntrede tæt på havnen. Det skete den 16. januar 2012. Skibet blevet hævet halvandet år senere, så vi så ingen spor af det.

Bjergvandring til en meget flot by

Mandag den 8. april tog vi ind for at ser nærmere på øen. Sigrid og Martin havde, som skrevet i sidste rejsebrev, fundet en meget lille slags havn, hvor vi kunne lægge gummibåden, mens vi gik en tur. Det var ikke helt nemt at komme derind. Vi kunne kun med nød og næppe klemme os ind, men det gik og vi bandt båden fast ved en lille kaj. Der lå vel omkring 10 andre joller i den lille havn. Men hvordan de nogensinde kom ud at sejle er en gåde, da de alle var større end vores gummibåd. Heldigvis skulle vi ikke bekymre os om det, så i stedet gik vi ind til byen, hvilket gik af en voldsomt stejl vej, der viste sig at være ganske charmerende. Der har vel været et par km. Byen hedder Giglio Porto, og ganske rigtigt var her en lille havn hvorfra færgen til fastlandet går. Langs havnekajen lå de fine gamle huse side om side. Vi gik lidt rundt og fik også noget frokost.

Derefter begyndte dagens strabadser. Af veje og æselstier gik via fra havnebyen op til Giglios gamle hovedby, Giglio Castello, der tronede majestætisk på en bjergtop langt oppe. Der var omkring 400 højdemeter, så det gik op, op og atter op. Selvom vi var noget trætte, da vi kom op, var det det hele værd. Castello er en fantastisk gammel by omgivet af fortets beskyttende mure. Gaderne var snævre og det hele var nærmest som en labyrint. Meget smukt og stemningsfuldt. Desværre havde isbaren lukket, så efter at have gået byen rundt begav vi os ned. For afvekslingens skyld tog vi hjemturen af andre stier. De var knap så velplejede og noget stejlere, men tog os til gengæld gennem en meget smuk natur og endte ligefrem i en lille olivenlund og vinmark.

Godt is-sulte begav vi os nu ned til havnen igen. Da det var mandag var det meste lukket og det der havde åbent havde i hvert fald ikke is. De mente ikke at issæsonen var startet endnu. Ikke startet endnu? Der må være et eller andet underligt i vandet på disse kanter. Solen høvlede ned, men issæsonen var altså ikke startet endnu. Vi måtte derfor nøjes med kage og kaffe. At kagen så var ganske god var kun en ringe trøst. Men ret skal være ret, god var den. Herefter gik vi tilbage og fandt vores gummibåd og sejlede ud til Saga. Her fik vi besøg af vores gamle kendinge fra Guardia Finanza, der kom sejlende lydløst i en form for ninjabåd. Pludselig var de i hvert fald på siden af os og spurgte efter papirer. En eller anden emsig rigmand fra et af sommerhusene må have ringet til dem og fortalt om hippiebåden der havde slået lejr neden for hans hus. Martin fandt forhørsrapporten fra Nettuno frem. Det var åbenbart tilstrækkeligt til at de fortrak igen efter at have forvisset sig om, at vi var på vej videre.

En skrue der ikke vil skrue

Vi besluttede dog at blive en dag mere her ved Giglio. Igen tog vi gummibåden ind. Måske en anelse overmodigt, da vi nu havde været gennem det snævre indløb flere gange uden problemer. Denne gang var vandstanden dog lidt lavere og gummibådens motor stødte mod en klippe og hold op med at virke. Eller motoren virkede fint nok, men skruen stod stille. Lige i situationen var der ikke andet at gøre end at ro de sidste 15 meter ind til den lille kaj og gøre båden fast. En ny påhængsmotor står i 1.000 euro, så det var selvfølgelig ikke den bedste start på dagen. Vi kunne dog hverken gøre fra eller til nu, så vi gik i gang med dagens program. Vi gik en tur på nogle km hen til en lille strand, der lå meget afsides og nærmest var helt tropeagtigt. Herefter gik vi til byen for at købe brød og fyldte vores medbragte vanddunk.

Tilbage ved gummibåden var der ikke andet at gøre end at ro tilbage til Saga. Vi har altid årerne med netop for det tilfælde at motoren skulle sætte ud. Hvad vi havde gjort uden årer ved vi ikke. Det var blæst lidt op, så Martin fik lejlighed til at at få trænet overarmene. En gummibåd er ikke den mest oplagte robåd, men det gik. Vel ankommet til båden fandt Martin ud af, at problemet med motoren heldigvis var til at fikse. Der er en slags mekanisk sikring i skruen der knækker, hvis skruer støder på noget eller fanger et garn etc. I stedet for at gearet bliver ødelagt er der en lille stift der knækker. Det var derfor helt som det skulle være, at skruen holdt op med at dreje da vi ramte klippen. Martin fik skiftet stiften, der var heldigvis to ekstra stifter i vores kasse med reservedele, og motoren virker nu igen.

Om på den anden side af øen

Onsdag startede lidt vel friskt. Ved 3-tiden om natten begyndte der at komme nogle irriterende dønninger, så båden gyngede ret meget. Det sker, når vinden og dønningerne står vinkelret på hinanden og båden derved kommer til at ligge med siden mod dønningerne. Det er ganske ubehageligt. Vi vågnede alle. Det tog lidt af ved 5-tiden, så vi fik noget søvn. Ud på morgenen, ved 9-10 tiden, begyndte det igen, så vi sejlede om på den anden side af øen, hvor der burde være mere læ. Der var 5,5 sømil og det tog halvanden times tid.

Her fandt vi en lille bugt med en fin strand og en lille badeby, Giglio Campese. Vi var i land alle sammen. Alt var lukket på nær en cafe, som til gengæld var rigtig hyggelig. Vi fik lidt kaffe og kage. Selve byen virkede meget stemningsfuld, men vi var der for tidligt. Det hele var som sagt lukket og folk gik i stedet og gjorde klar til påskens ryk ind af turister. Det var et sted vi gerne ville opleve en god sommerdag, men sådan skulle det ikke blive. Giglio har vist sig at være en rigtig dejlig ø, hvor vi for første gang har fået lov at opleve netop den ø-stemning vi tog afsted for i første omgang. Desværre er der lidt kedeligt vejr på vej, så vi er nødt til at sejle videre.

Tilbage til fastlandet

Torsdag sejlede vi de 14 sømil fra Giglio til Porto Santo Stefano på fastlandet. Planen var at ligge her i to dage, men det blev til hele fem dage fordi det blev ved med at blæse. Vi var også i Porto Santo Stefano på udturen, så vi kender byen og blev derfor belønnet med gensynets glæde da vi ankom. Vi lå faktisk på præcis same plads ved broen, som sidst vi var her. Første aften gik vi ind på et lille hyggeligt sted med stykpizza og andre småretter.

Dagen efter gik Tine hen på kontoret for at betale for de to planlagte dage. Tine var forberedt og havde medbragt kvitteringen fra sidste gang for at lette papirarbejdet. Den lød på 78 euro. Damen mente at det var dyrere nu da sæsonen var gået igang, men gav sig og gik med til at give os det til samme pris som sidst. Hun skrev en regning på to gange 78 euro. Tine måtte så forklare hende at vi sidste gang betale 78 euro for tre dage – ikke én. Panderynker hos damen, men ny regning på 56 euro for to dage blev udskrevet.

Fredag og lørdag fordrev vi tiden i det lidt kedelige vejr med gåture, en af dem op ad bjerget, og indkøb – samt de sædvanlige ting som påfyldning af diesel og vand og et varmt bad. Og så var den uge gået. Fire rigtigt gode dage ved Giglio og tre lidt kedelige dage med gråvejr på fastlandet – dog en en rigtig dejlig tog smuk by.

I næste uge skal vi atter til den skønne ø Elba, læs med når rejsebrev nr. 23 er klart.

Billeder

Her kan du se nogle billeder fra vores besøg på Giglio og Porto Santo Stefano. Tryk på billedet for at se det i stort format.