Rejsebrev 25: Marina di Pisa, en underlig kulisseby uden sjæl

Vi kommer til en by der ser godt ud langt fra - men som viser sig at være en ren kulisse, hvor alt er forbudt.

29. april 2019 til 5. maj 2019

Sidste rejsebrev sluttede på Elba, hvor vi fik nogle gode sommerdage og så øen endnu en gang. Vi var her jo også i oktober sidste år – den gang under noget mere dramatiske omstændigheder end nu, hvor vejret er blevet mere sommerligt.

Vi blev på Elba et par dage mere. Den ene dag var højdepunktet noget så kedeligt som tøjvask. Uden en vaskemaskine ombord skal den slags planlægges lidt nøjere og man må samtidig acceptere et lidt mere nusset udseende. Det er simpelthen praktisk umuligt at vaske flere gange om ugen. Vi prioriterer sengetøjet og tager af og til også en gammeldags håndvask af strømper brug.

Fremragende pizza

Den anden dag tog vi afsked med Elba med pizzaer fra et lokal pizzaria. De var fremragende. Det har de generelt været alle steder, men her var de lige løftet et niveau. Det pudsige er at hverken pris eller etablissementet selvopfattelse siger noget som helst om kvaliteten. Ofte er det de ydmyge steder der serverer de bedste pizzaer, mens de finere steder går mere op i at tjenerne har fint tøj på og menukortets udseende. Det er som om selv italienere glemmer at pizza bare er, og skal være, en enkelt og hurtigt måltid. Det er dog heldigvis ikke stukket så meget af som i Danmark, hvor begreb som gourmetpizza har fundet indpas. Vælg en tilfældig lokal pizzabar i Italien og den giver baghjul til samtlige danske gourmetpizzeriaer. Det hører dog med til historien, at vi stadig ikke har fundet en bedre pizza end dem vi fik den gang vi spiste pizza hver onsdag på Kalundborgvej i Holbæk. Dét sted var noget helt særligt, men manden der havde det meddelte desværre – over halvanden liter cola på husets regning – at han ville lukke og flytte tilbage til Rom. Vi har på turen leget lidt med tanken om, hvorvidt vi ville kunne genkende ham og han os, hvis vi så ham i et pizzeria i Rom.

Fastlandet er glat som en ål

Onsdag den 1. maj tog vi afsted fra Elba. Det blev en relativt kort tur på 15 sømil til noget der hedder Baratti på fastlandet. Fastlandet er her nærmest glat som en ål, hvilket gør det overordentligt vanskeligt at finde steder med ly for bølger og dønninger såvel som vind. Her ved Baratti er det lige på kanten om vi kan finde ly for dønningerne, men vi vurderer at det går.

Vind er der heldigvis ikke så meget af. Det mest generende er hvis dønningerne kommer ind fra siden, så det skal undgås for enhver pris. Der skal meget lidt til før det bliver decideret ubehageligt, mens dønninger forfra ikke er noget problem. Hvis der ikke er nogen vind til at holde forenden op mod dønningerne kan man gøre det, at man lægger et ekstra anker ud bag båden. På den måde kan man holde båden op i mod dønningerne uanset hvordan vinden blæser. Det er dog ikke noget man skal gøre, hvis det blæser for meget, da presset på ankeret så bliver for stort. Som sagt var der ingen vind her, og da vi frygtede at komme til at ligge med siden til ville vi for første gang på turen lægge et anker bagtil. Vi fandt derfor reserveankeret frem og Martin sejlede det ud i gummibåden, så det passede med retningen.

Reserveankeret driller

Tilbage på båden var der så bare tilbage at få strammet op (på ankeret altså). Det gjorde Martin, men ankeret havde slet ikke fat i bunden så Martin stod hurtig med det i hånden. Enten var vi uheldige eller også er det et elendigt anker. Det er af typen Danforth. En ældre type anker, som nogen stadig sværger til, men som for længst er blevet overhalet af bedre typer. Vi hælder mest til at hælde det ud og købe et bedre. Vores normale anker er et såkaldt Rocna-anker. Det er det bedste anker man kan få, og det har aldrig svigtet os. Vi overvejer at anskaffe et Rocna-anker mere, men et nummer mindre, som reserveanker i stedet for det gamle Danforth.

Vi fik altså ikke lagt et anker ud bagtil og måtte derfor acceptere at vi kunne risikere at få en urolig nat. Det viste sig dog heldigvis at være helt ubegrundet. Vi lå helt roligt og vandet var spejlblank da vi vågnede.

Lang dag til Arno-floden

Vi tog tidligt afsted fra Baratti, da vi havde en lang dag foran os. Hele 44 sømil til Arno-floden, hvor vi skal ligge i havn. Der er noget blæst på vej, så der er ikke plads til et mellemstop. Vi sejlede kl 8:00 og var fremme 18:45. Det tærer på kræfterne. Der var desværre næsten ingen vind, så det blev motoren, der gjorde det meste af arbejdet. Heldigvis skinnede solen.

På Arno-floden fandt vi en god havn at lægge til ved et par km oppe af floden. Det var samme sted som på udturen. Denne gang dog ikke ved den vakkelvorne bro men ved en solid betonmole inde ved bredden. Stedet er ikke det mest charmerende, men man ligger sikkert og godt og det er billigt – 25 euro per nat. I den rigtige marina i selve byen kan man gange prisen med minimum to. De penge sparer vi gerne. Vi har også godt af at få gået lidt, så det gør ikke så meget at der er en halv times gang fra vores plads i Arno-floden til selve byen Marina di Pisa.

Bidevindssejler

Under dagens sejlads så vi i øvrigt en skabning vi ikke før har bemærket. Det er et lille dyr der ligner en halv musling og har en slags sejl. Den flyder rundt på havoverfladen og har det meget sigende navn Bidevindssejler. Det ligner virkelig også en lille sejlbåd. Der var tusindevis af dem i dag.

Da der som sagt var lovet blæst, var det nødvendigt men nogle overliggerdage på Arno. Den første brugte vi på at gå ned til byen for at kigge på den og købe ind.

Forbudt for børn – og voksne

Marina di Pisa ser ved første øjekast tilforladelig og indbydende ud, men er det ikke. På ingen måde. Det virker som om byen er støvsuget for liv. Overalt er der forbudsskilte for dit og for dat. Er der en grøngræsplæne hænger der et stort skilt med at det er forbudt at lufte hund, forbudt at spille bold, forbudt at spise picnic og måske endda også forbudt at betræde græsset. På det de nok selv betragter som en strand, men som i virkeligheden bare er en bunke sten, er alt hvad man kunne tænke på for at have det lidt sjovt forbudt. Alt er forbudt i Marina di Pisa. Den by er så ordentlig, pæn og nydelig at man er ved at kaste op. Men det er sikkert også forbudt.

En dag fik vi dristet os til at have en halv balle inde på en noget ujævn græsplæne mens vi spise en is. Vi havde selvfølgelig set de store skilte der gjorde opmærksom på at det var strengt forbudt at betræde græsset, men tænke at en halv balle ude i kanten nok var i orden. Men nej. En mand fra havnen kom på cykel og bad os om at forsvinde. I Marina di Pisa er græsplæner ikke til for at blive brugt til andet end plads for store og grimme forbudsskilte.

Øde og forladt by

Lørdag den 4. maj var igen solrig. Vi gik en tur i skoven inden vi igen gik en tur rundt i byen og fik lidt mad. Selvom her om lørdagen virker byen øde og forladt. Som en filmkulisse, hvilket faktisk er mere sigende end man skulle tro. Husenes facader ud mod kysten er meget velholdte med fine sten og nymalede, mens de tre andre af husenes sider er ufærdige og misligeholdte. Selv kirken følger dette mønster. Imellem husene er der 40-50 meter brede boulevarder, der også medvirker til det noget kunstige og søgte udseende. Som om byen forsøger at se godt ud langt fra, mens den i virkeligheden langt fra ser godt ud. Meget underligt.

Underligt er det også at man i Marina di Pisa har et fint mindesmærke for Gabriele D’Annunzio, der er en noget farverig type og betragtes som fascismens fader (Wiki-link, til hans noget besynderlige historie). Der er som om hans filosofi aldrig rigtigt har sluppet området.

Store bølger

Heller ikke søndag kunne vi komme afsted fra Marina di Pisa. Det er som om der hviler en forbandelse over byen. En forbandelse der får sømænd til at miste modet og bølgerne, der konstant vælter ind mod kysten, til at virke ekstra store og farlige. Nærmest altopslugende. Sådan havde man i hvert flad nok beskrevet det, hvis man havde været forfatter og ville skrive en dramatisk bog. Vi andre kalder det bare for møgvejr. Regn og rusk, der dog gik i sig selv sidst på eftermiddagen, så vi kunne komme ud og få strukket benene lidt efter en hel dag på båden. Tine tog Martin gik en tur ned til marinaen ved havet. Det er den mest solide marina vi har set på vores tur, men der er også brug for det, for her måles bølgestørrelserne i meter. De vælter konstant lige ind af flodmundingen og selv fiskerbådene, der ellers må have prøvet lidt af hvert, ligger stille og samler mod inden de giver den fuld gas når der kommer et kort ophold. Det er ikke noget vi har lyst til at tage kampen op i mod, men det er jo netop også derfor vi ligger i havn. Vi købte ind i byen og gik tilbage til båden oppe ad floden. Som sagt ikke det mest spændende sted, men bølgerne når ikke så langt op og samtidig har vi fra cockpittet udsigt til græssende hjorte og en ræv i ny og næ. For ikke at glemme de sneklædte bjerge i baggrunden. Det er slet ikke så dårligt.

Sådan gik der endnu en uge. Vi kom afsted fra Elba men strandede i Marina di Pisa. Læs med i næste rejsebrev, hvor vi havner i en ganske fin og indbydende bugt ved Porto Venere.

Billeder

Her kan du se nogle billeder fra denne uge. Tryk på billedet for at se det i stort format.