5. september 2018 til 11. september 2018
Indvielse af posebruser
Sidste rejsebrev sluttede med at vi lagde os til at sove, håbende på at kunne få lov til at købe nogle baguettes i det lokale brøddepot næste morgen, selvom vi ikke havde bestilt i forvejen. Tine tog derfor tidligt afsted og gik den lille kilometer hen til landsbyen. Brøddepotet viste sig at være en underlig blanding mellem en bar og købmand. Brød var der masser af og efter lidt fintælling af de mange poser sammenholdt med bestillingslisterne fik Tine lov til at tage to baguettes med i hånden. Så var morgenmaden hjemme. Den spiste vi med velbehag og drog så afsted. Vi var lidt i bund med provianten, så vi lagde ind efter en sluse ved en VNF-kaj, og Martin og Sigrid gik til supermarkedet for at købe frokost. Vel mætte sejlede vi videre. Flere sluser og broer senere stoppede vi for aftenen ved en lille kaj med et par ringe vi kunne fortøjre i. Ellers var en bænk det eneste stedet havde at byde på. Martin løb en tur frem langs kanalen, for at se om der skulle være noget bedre. Det var der ikke, kunne han berette da han var tilbage efter en tur på 6 km. Han var godt våd af sved, så det gav lejlighed til at få indviet vores posebruser. Det er en sort pose, som man fylder 20 liter vand i. Efter en dag i solen, kan man hænge den op og sætte en lille bruser på. Voila, et varmt bad. Det fungerede udmærket. Efter maden gik de voksne en tur til den nærligende landsby, Bologne. Den lignede de andre landsbyer og mindede derfor mest af alt om en spøgelsesby. Der er ikke meget liv i byerne ude på landet, hvor turister er et særsyn. De lokale holder sig for sig selv. Og dermed er vores forestilling om små levende landsbyer, hvor de lokale sidder på en café og spiller kort og får en espresso og måske en enkelt anislikør i solnedgangen manet til jorden. Sådan er det ikke.
Broen var nede
6. september blev endnu en dag, hvor hjertet fik lov at arbejde lidt hurtigere end godt er. Vi skulle gennem 12-13 sluser og det hele kørte på rutinen. Lige indtil vi nåede en lille bro, som ikke ville gå op uanset hvor meget vi trykkede på vores fjernbetjening. Til sidst gav vi op og ringede til kanalens vagtcentral. Ikke en gang, ikke to gange og ikke tre gange. 69 opkald skulle der til før vi kom igennem til vagten. Træls. Hun lovede at sende en mand ud og kigge på broen. Kort efter kom en stor bil med et par mandfolk, der hurtigt fik broen op, så vi kunne komme videre.
Motoren havde i øvrigt lydt noget mærkelig hele dagen. Den vibrerede mere end den ellers har gjort og havde tendens til at knase lidt. Jo hurtigere vi sejlede, jo værre blev det. Vi tog det derfor gelinde det meste af tiden. Igen i dag skulle vi forbi et supermarked. For at spare tid, satte vi Tine og Sigrid af i en sluse. Mens Hjalte og Martin klarede slusningen gik de to kvindfolk på indkøb. Slusningen var hurtigere overstået end indkøbene, så Saga blev lagt til ved et par delfiner lige efter slusen. Mens vi lå dér, kom en ung mand fra VNF. VNF er den franske myndighed, der står for at styre de franske kanaler og floder. Vores første tanke var, at han sikkert mente at vi ikke måtte ligge der. Han kom dog i et helt andet ærinde. Han fortalte at der længere fremme ville komme manuelle sluser, og spurgte til hvor langt vi havde planlagt at sejle. Vi gav ham besked, og sagde på gensyn. Det sidste forstod han dog intet af – han kunne sikkert ikke dansk.
Manuelle sluser og bøvl med koblingen
Da Tine og Sigrid kom tilbage, spiste vi frokost og sejlede videre. Motoren lød mere og mere mærkeligt som tiden gik, men vi syntes ikke vi kunne stoppe nu, da vi havde lavet en aftale med manden fra VNF. Han kørte i sin bil langs kanalen og sørgede med håndkraft for at sluseportene blev åbnet for os ved at dreje på et stort håndsving. Når vi var på plads i slusen drejede han på et andet håndsving så vandet strømmede ind. Når bassinet var fyldt skulle han af to omgange dreje på nye håndsving så portende åbnede i den anden ende, så vi kunne komme ud. Sikke et arbejde for vores skyld.
Vi synes derfor ikke, at vi ville komplicere tingene yderligere ved at lægge ind og kigge på motoren. I stedet sejlede vi bare ekstra langsomt. Virkelig langsomt. Så langsomt at manden fra VNF må have undret sig over hvor vi blev af. Det var sidst på dagen, så han ville sikkert gerne hjem. Vi burde dog nok have tjekket tingene i tide. For lynhurtigt tog det fart. Pludselig lød motoren som om det hele var ved at blive splittet ad. Forestil jer en blender fyldt med skruer, sådan nogenlunde lød det. Ikke en rar lyd. Vi stoppede med det samme motoren, men kunne ikke umiddelbart finde ud af hvad det var. Vi fandt dog ud af, at det kun var når motoren var i gear fremad. I bakgear var der ingen mærkelige lyde, hvilket pegede i retning af gearkassen.
Vi overvejede at bakke resten af vejen til næste sluse, men i stedet sejlede vi så langsomt vi kunne. I slusen opdagede Martin, at det “bare” var en møtrik der var faldet af koblingen. Møtrikken var åbenbart gået mere og mere løs, hvilket var årsagen til den underlige lyd hele dagen, for til sidst at falde helt af. Da den blev sat på igen forsvandt mislyden og vi kunne igen sejle normalt. Sådan da, for på vej ud af slusen sejlede vi ind i en ø af vandplanter, der faktisk gjorde at vi sejlede lige så langsomt som før. Men vi fik i sidste ende klaret dages aftalte program med slusevagten i bilen og sagde på gensyn. Han skulle jo klare de første par sluser dagen efter. Troede vi, for sådan blev det ikke. Vi lagde til for aftenen i en lille by ved navn Foulain.
Sidste stop inden toppen
Dagen efter var de manuelle sluser nu pludselig blevet automatiske i løbet af natten, så den unge slusevagt med de veltrænede overarme så vi ikke mere til. Vi tænker at de kære folk i VNF simpelthen har fået taget sig sammen og startet det automatiske system op, der har været undervejs i et par år. Måske foranlediget af vores noget langsomme fremdrift dagen forinden, der lagde beslag på en ansat i en rum tid. I hvert fald var der nu nye skilte og trafiklys ved alle sluser og aktivering med fjernbetjening. Vi er derfor en af de sidste både der er sejlet igennem Canal entre Champagne et Bourgognes manuelle sluser. Dagen var ret ukompliceret, bortset fra at vi gik på grund foran en af sluserne. Saga stikker kun 80 cm, så I kan nok regne ud, at vandet er meget lavt, hvis man kommer det mindste væk fra midten af kanalen. Efter at have okset i præcis 7 minutter kom vi fri.
Vi lagde til for natten ved en lille plads ved byen Langres. Et rigtigt fint sted, med gratis el to timer hver dag. En time morgen og en time aften. Lidt underligt system, men når det nu ikke koster noget, kan man ikke tillade sig at klage. Langres lå højt på en klippe over floden omgivet af en bymur med tårne. En rigtig gammel fæstningsby. Vi gik de 2-3 km op til byen og så os lidt om inden vi fik hver en croissant, der var dyppet i hvid chokolade. Åbenbart en lokal specialitet. Vi handlede i Aldi på tilbageturen. Vi kunne egentlig godt have brugt noget diesel også, men 3 km med en 20 liters dieseldunk er for meget, så det droppede vi. Langres er i øvrigt sidste stop inden vi skal gennem tunnelen på toppen. Vi har været igennem 73 sluser på vej op. Efter tunnelen går det ned igen.
Kæde af sluser
8. septembers højdepunkt var den mere end 5 km lange tur gennem tunnelen på toppen af Canal entre Champagne et Bourgogne. Før og efter tunnelen var der et par kilometer hvor kanalen var meget smal, så det tog sin tid. Det gik heldigvis som det skulle. Sluserne på denne side er noget højere end på opturen, så derfor skal vi “kun” igennem 43 på nedturen, hvor opturen altså var 73 sluser. Det klager vi ikke over. Og da det samtidig er nemmere at blive sluset ned end op, regner vi med, at denne del af kanalen går lidt hurtigere. I dag fik vi taget de første 8 sluser. De lå alle inden for kun 3 km. Når man sejler ud af den ene sluse, aktiverer man den næste, så derfor kan man ikke bare stoppe midt i kæden. Så det blev en lang dag. Fremover er der længere mellem sluserne, så her kan man stoppe når man vil. Det gør det noget nemmere at planlægge dagens etape.
The Abyss
Dagen efter sejlede vi relativt kort. Vi fik kun sejlet omkring 14-15 km, men da vi skulle igennem 14 sluser tog det sin tid. Det er ganske ikke muligt at nå meget længere uden at køre helt træt. Vi lagde til ved halte nautique med gratis el. Liggestedet var yderst populært. Her var helt fyldt med både, hvilket vel vil sige 8-10 stykker. Meget underligt, når vi nu er blevet vant til ikke at se mere end 1-2 på en hel dag her på kanalen. Der var egentlig ikke rigtig plads langs kajen, men en englænder flyttede sin båd, så vi kunne ligge der. Fin gestus. Lige bag os, lå en anden katamaran. Lige som Saga var den engelsk bygget, men mindre og af ældre dato. Skipperen var en fin fyr der havde boet på båden i 18 år og sejlet 35.000 sømil. Han var meget snakkesagelig og fortalte blandt andet at denne del af kanalen gik under navnet “The Abyss” – dybet. Simpelthen fordi der var så langt mellem steder at proviantere og i det hele taget bare langt mellem alt.
Pizza eller det der ligner
Næste dag kom vi sent afsted fordi vi faldt i snak med englænderen med katamaranen. Han var som sagt en rigtig fin fyr. Det blev en rigtig god dag med god fremdrift. Vi lagde til ved en delfin og gik til byen. Vi så et skilt der lovede kolde drikkevarer. Da vi efter to kilometer i varmen endelig kom frem var der lukket, til trods for at skiltet havde sagt noget andet. Da det nu var blevet lidt sent gik vi i stedet hen til byens eneste spisested. De reklamerede med 30 forskellige pizzaer til gode priser. Vi bestilte efter megen besvær da manden ikke talte andet end fransk og bad om at få dem med. Stedet fungerede samtidig som depot de pain, så vi bestilte fire baguettes til afhentning næste morgen. Vi fik maden og traskede mod båden. På vejen kom vi forbi nogle borde og bænke og besluttede at spise der. Da vi åbnede pizzabakkerne viste det sig, at det var bruschetta vi havde fået – altså et skiveskåret stykke brød med fyld. De smagte egentlig fint nok men var noget dyre. 10 og 11 euro pr. styk. Til den pris havde vi forventet noget der mindende om gourmetpizza på disse kanter. Tænk at have et spisested og reklamere med 30 forskellige pizzaer og så gider man ikke lave dem, når der så kommer kunder i butikken. Bortset fra ejerens ven der fik lidt alkohol i baren, var vi formodentligt de eneste kunder den aften. Ikke mærkeligt. Det er et sted man kun kommer én gang, med mindre man er meget sulten og meget desperat. Det kunne dog ikke tage det gode humør ved snart at være blevet færdig med Canal entre Champagne et Bourgognes 114 sluser.
Petit Saône, endelig på en rigtig flod igen
Færdige blev vi dagen efter. Vi tog hurtigt de sidste par sluser. I den næstsidste sluse boede der er en ældre mand med langt skæg i den gamle slusemesterbolig. Han skulle efter sigende have været en gammel kanalsejler, der var blevet så glad for sluserne, at han havde slået sig ned i sluseboligen, da han blev for gammel til at sejle. Nu sad han så på verandaen og fulgte med og læste. Imens sejlede vi ind på Petit Saône. Det er en rigtig flod. Bred og flot sammenlignet med de snævre kanaler. Efter et par kilometer lagde vi til ved et fint sted i en mindre by uden de helt store faciliteter: Den obligatoriske bager, en slagter og et pizzeria. Sidstnævnte med noget så avanceret som en pizza-automat, hvor man kunne bestille pizzaer som så blev lavet og lagt bag en luge, så man kunne hente den senere. Måske var der også et par færdiglavede pizzaer bag nogle af lugerne til de utålmodige. I dag opdagede Martin at en af solcellerne ikke virker længere. Han skilte den ad uden at kunne finde fejlen. Så nu mangler vi pludselig en sjettedel af vores solproduktion. Vi har i et stykke tid undret os over at der blev produceret mindre strøm end forventet, og nu har vi altså forklaringen.
Endnu en uge er gået og vi har haft de sædvanlige problemer med motoren. Vi er dog nået igennem de sidste kanaler og herfra er der kun rigtige floder tilbage og ganske få sluser. Det er ingen garanti for en problemløs sejllads, men vi er i hvert fald kommet gennem det værste, hvis man kan kalde det det. Fra nu af ændrer landskabet markant karakter og bliver mere middelhavsagtigt. Det får vores humør til at stige, og gejsten til at blomstre. Vejret er også stadig helt i top. Vi sveder tran til trods for at vi nu er midt i september. Læs med, når rejsebrev 9 er klart.
Billeder
Her kan du se nogle billeder fra den fjerde uge i Frankrig. Tryk på billedet for at se det i stort format.
