Rejsebrev 9: Problemer med at finde plads og et væsen der ikke er et væsen

Denne uge har været travl. Vi får både klaret lægebesøg og bliver (igen) fanget mellem to sluser da ingen rigtigt vil give os plads til alt lægge til.

12. september 2018 til 18. september 2018

Petit Saône kræver planlægning

Som skrevet i sidste rejsebrev er vi nu kommet ud på de rigtige floder. Sådan da, for de er kanaliserede, det vil sige tæmmet visse steder så de er sejlbare. Men det er i hvert fald noget helt andet end de snævre kanaler med uklart vand. Floden vi er på nu hedder Petit Saône og er, trods navnet, bred og nem at sejle på. Vandet er klart og brederne er naturlige. Her er også flere småbåde. Og ikke mindst er her meget færre sluser, der til gengæld er meget større end på de forrige kanaler. Der er også den ikke helt uvæsentlige detalje, at det er betydeligt sværere at finde steder at lægge til. Det hele skal derfor planlægges meget nøje, da man ellers risikerer at blive fanget af mørket på en strækning uden mulighed for at fortøjre.

12. september sejlede vi fra liggepladsen ved titiden. Da vi, som skrevet sidst, havde sejlet gennem The Abyss i nogle dage, var provianten i bund. Byen vi lå i havde ikke indkøbsmuligheder, så i stedet måtte vi proviantere undervejs. Halvanden times tid efter afgang kom vi til byen Auxonne. Vi fandt en rigtig god plads ved en pontonbro midt i byen. I Auxonne kunne vi få både mad og diesel. Det så ud til at være en herlig by, men vi skulle videre.

Fanget midt i ingenting

Planen var at sejle til byen Losne. Her var alt optaget og ingen villighed blandt de andre både til at lade os ligge udenpå. Vi cirklede i en lille times tid og prøvede at finde et sted vi kunne kante os ind. Uden held, så derfor sejlede vi videre. Som sagt var vi nu på rigtig en flod med masser af plads. Flere motorbåde, der generelt er noget mere fladbundede end Saga, sejlede derfor bare ind til bredden og fortøjrede der. Det forsøgte vi også, men det viste sig nemmere sagt end gjort, så det måtte vi opgive. Vi prøvede også at kaste anker, men det fungerede heller ikke. Nu var gode råd dyre, da der efterhånden kun var en time til solnedgang. Efter en del debat og frustrationer besluttede vi at sejle mod næste sluse og håbe på at finde et par delfiner at fortøjre ved. Problemet var bare, at der var mere end en times sejllads til slusen. Vi havde bare ikke rigtigt nogle alternativer, så motoren fik lidt ekstra gas. Hele turen mod slusen var gennem en gravet kanal, der løb parallelt med floden. Lige inden mørkets frembrud, cirka en tredjedel gennem kanalen, fandt vi en forladt liggeplads på 2-3 meters bredde, der i tidernes morgen har været brugt af fragtskibe. Ideel var den under normale omstændigheder ikke, men på dette tidspunkt kom den som en gave fra himlen. Vi fik fortøjret med overhæng på 3-4 meter i hver ende. Det vil sige at vi kun lå mod “kajen” midtskibs mens for- og bagenden ragede ud. Det giver lidt udfordringer med fortøjringen, men ikke noget vi ikke har prøvet mange gange før. Her lå vi sikkert og godt for natten. Endda med den ekstra bonus, at der i vandet var tusindevis af små fisk der plaskede rundt i mørket. Igen må vi bruge vendingen om “at det er eventyr”. En oplevelse vi ikke havde planlagt, men som vi i sidste ende ikke ville have været foruden fordi den gav os det lille ekstra krydderi, man ikke finder, hvis alt er timet og tilrettelagt og man går i havn hver aften.

Vi oplevede noget så sjældent som regn

Næste morgen sejlede vi ved 9:30-tiden da en fragtbåd passerede vores interimistiske overnatningssted. Vi tænkte at vi kunne følges med den gennem næste sluse, og dermed spare lidt tid, fordi fragtbåde altid bliver sluset hurtigere igennem. Som lystbåd der kommer alene kan man af og til få lov at vente indtil der kommer lidt flere både. Fra nu af skal vi sluses nedad i alle sluser. Det er det nemmeste og da sluserne er store, burde vi ikke løbe ind i flere problemer i den henseende. Belært at gårdagens problemer med at finde et ledigt liggested, besluttede vi at gøre holdt lidt tidligere, for at undgå at alt er optaget. Hellere sejle lidt kortere stræk end at risikere ikke at kunne finde plads. Vi lagde til ved byen Gergy ud for en campingplads, hvor der var en flydebro. Her var et par ledige pladser, hvor vi tog den ene. Igen var det gratis og her var endda vand og bad, der ligeledes ikke kostede noget. Eller det gjorde det vist formelt i sæsonen, men der var ingen til at kræve det op nu.

Ud på eftermiddagen kom der to udlejningsbåde med et par timers mellemrum. Den sidste var der ikke rigtigt plads til, så de uerfarne ældre tyskere, der havde lejet båden, fik besked på at lægge sig med bagenden helt ind mod broen og gøre fast med et reb til hver side. Det så noget usikkert ud, men det fungerer åbenbart fint med en motorbåd med flad bagende. At tyskerne så bakkede så rigeligt at båden kom i spænd under broen, var der ingen der tog så nøje. Nu var det jo også bare en udlejningsbåd. Det blev i øvrigt ikke sidste gang vi så de fire tyske herrer. I Gergy var der en lille købmand, et par bagere plus det løse. Det regnede noget ud på eftermiddagen. Noget af en sjældenhed på vores tur, hvor vi kun har haft regn af betydning et par dage eller tre.

Motorstop midt på floden og ballade ved kajen

14. september sejlede vi klokken 9:30 inden morgenmaden. Inden vi sejlede fik vi fyldt 40 liter vand på tanken via vores dunke. Efter en halv times sejlads spottede vi en båd der lå midt i sejlrenden. Det var de fire ældre tyskere fra dagen før, der havde fået motorstop. Som det sig hedder og bør, ville vi selvfølgelig hjælpe. Ikke fordi vi ville kunne trække deres store båd, men måske der var andet vi kunne gøre. De vinkede dog afværgende og en fransk båd der var sejlet helt tæt på, fik også signal til bare at sejle videre. De havde ringet efter anden hjælp. At få motorstop på en flod er langt mindre alvorligt end hvis det var sket på åbent hav. Nu kommer der bare en bil med en mand, der kan få styr på tingene.

Ellers gik dagen uproblematisk. Hurtigt gennem sluserne. Efter cirka 25 sømil kom vi ved tre-tiden til byen Tournus. Selvom vi kom forholdsvis tidligt, var der ingen pladser ledige ved kajen midt i byen. Vi Sejlede derfor videre til en flydebro et par hundrede meter længere nede ad floden. Her var der heller ingen ledige pladser. Vi lagde an til at lægge os uden på en fransk bark. Manden i båden sagde til os at vi kunne få hans plads, da han skulle til sat sejle. Det var en glædelig overraskelse. Men da vi så ville lægge til blev vi smidt væk af et par mænd på broen, fordi pladserne var reserveret til udlejningsbåde. Underligt, specielt fordi pladserne forblev ledige natten over. Nå, men vi sejlede tilbage til kajen. Her var der generelt parkering forbudt, men der lå mange andre både, så vi tænkte, at vi bare måtte lægge os uden på nogle af de andre. Lige midt for var der en ledig plads, men der stod et skilt med, at pladsen var reserveret to dage tidligere. Vi snakkede lidt med folk i de andre både og der kom også et par folk fra kajen. Der var delte meninger. Vi tog chancen og blev liggende. Da vi var ude at købe ind ringede Hjalte, der var blevet på båden, og sagde at vi havde fået besked på at flytte os. Martin løb tilbage og der lå nu en mindre cruisingbåd uden på. Den kunne ikke fortøje ordentligt, fordi vores båd lå i vejen for rebene. Vi flyttede os og lagde os uden på den istedet. Vi lå derfor nu i 3. lag. Ud på aftenen var der politiaktion lige som i Namur. Vi fandt ikke ud af hvad det gik ud på, men det virkede som om de ledte efter nogen i vandet. Byen Tournus er en rigtig, rigtig fin fransk by med gamle huse og spisesteder langs floden. Den har også en rigtig fin gågade, hvor der af og til er marked. Bestemt en by, hvor man kunne være blevet et par dage, hvis tiden havde været til det.

Kajplads slår marinaen

Næste morgen da vi vågnede, lå vi pludselig i 2. lag. I løbet af natten eller morgenen havde den cruisingbåd vi lå fortøjret til, flyttet sig længere ind med os uden på uden at vi havde bemærket noget som helst. Vi må have sovet godt. Dagens sejllads gik helt uproblematisk og vi ankom til byen Mâcon ved 14-tiden. Igen havde vi planlagt en kort dag for at kunne finde en liggeplads. I Mâcon er der en stor Marina, så her ville vi altid kunne søge ind, hvis det var. Det vil vi dog helst undgå. Af to grunde. For det første fordi den slags marinaer ofte er uden atmosfære. Den ene ligner den anden, og man ligger som sild i en tønde et godt stykke fra byen. Godt og trygt og med vand og el og adgang til bad, men altså blottet for atmosfære. Atmosfære finder man ved de små broer og kajer. Her er lidt mere uroligt, ofte lidt støj fra byens liv og generelt færre faciliteter, men det er sådan vi foretrækker det. Det er her eventyret indfinder sig, ikke i marinaen. For det andet er det typisk billigere eller ofte endda helt gratis at ligge ved de små pontonbroer. Det gør en verden til forskel ikke at skulle betale 15-20 euro hver nat. Så hellere bruge pengene på god mad. I Mâcon fandt vi altså en lille pontonbro. Formelt set var det ikke i byen Mâcon, da vi lå på den forkerte side af floden, hvor byen hed noget andet. Såden er det de fleste steder. Og ikke nok med at byen hedder noget andet, det er også en anden kommune med eget rådhus og egen skole. Det rationelle i at deles om faciliteterne er ikke noget de lokalpatriotiske franskmænd tillægger nogen særlig værdi. Her er en 50 meter lang bro rigeligt årsag til at oprette en ny kommune. Tilbage til vores ankomst til Mâcon. Vi sejlede som sagt forbi havnen og ind i selve byen, hvor vi fandt en 30 meter lang pontonbro foran et par caféer oppe på breden. Broen var helt ledig, så det var nemt for os at få plads. Ud på eftermiddagen kom en anden båd, der sejlede igen efter at de havde spist på en af caféerne, så vi lå der helt alene. Vi fandt et vaskeri og fik vasket en ordentlig bunke tøj. Tøjvask er en af de ting, der er lidt mere besværligt end derhjemme, hvor man har egen vaskemaskine. Heldigvis er der dog vaskerier i de fleste byer af en vis størrelse. Vi kunne i øvrigt se at båden Chip-Chip, som vi jo lå sammen med i en lille uge i Valenciennes, havde indhentet os. De lå i selve havnen 5 km bagude og ville derfor passere os næste dag. Måske vi ville få lejlighed til at hilse på dem?

5 km frem og 5 km tilbage

Da vi stod på den 16. september kunne vi se på AIS’en at Chip-Chip havde overhalet os mens vi sov. De sejler typisk meget tidligt og stopper meget sent. Da de samtidig sejler hurtigere end os, får vi dem næppe at se igen. Ærgerligt. Vi sejlede cirka 40 km til den planlagde liggeplads ved en flydebro uden faciliteteer. Der var helt frit, men Martin havde læst om en fin liggeplads 5 km længere fremme, så vi tog chancen og sejlede videre. Hele tiden med det i baghovedet, at der kan være helt optaget. Den var dog også fri, men da vi lagde til var der opsat en seddel med, at den var reserveret til en passagérbåd, der ville ankomme senere på dagen. Det bøvl gad vi ikke, så vi sejlede derfor de 5 km tilbage og lagde os der. Lidt skørt med den unødige sejlads, men det var et fint sted. Den el og vand der var opsat var slået fra. Det er helt typisk for mange af stederne. De er blevet opsat i den bedste mening, sikkert med offentlige penge, men får så lov at passe sig selv og forfalde. Vi fik dog det vi kom efter; et sted at ligge. Der var en kilometers penge til byen, hvor det hele dog var lukket. I Frankrig har butikkerne slet ikke så længe åbent som i Danmark. Slet ikke om lørdagen og om søndagen hvor er alt helt lukket. Selv bagere og kiosker. I byen spottede Tine et medicinsk laboratorium, Neolab, hvor Sigrid måske kan få taget en blodprøve. Det er nemlig ved at være tid. Det må vi kigge på i morgen.

Og det var lige hvad vi gjorde. Næste morgen gik Tine og Sigrid til Neolab for at prøve at få taget en blodprøve. Det gik godt. De kom ind fra gaden og 25 minutter senere havde Neolab for 225 kroner taget en blodprøve. Den bliver nu analyseret og resultatat sendt til Sigrids læge på Rigshospitalet. Det kostede selvfølgelig lidt, men i Danmark havde den slags skulle bestilles en måned i forvejen og så havde man alligevel skulle vente i 2 timer. Fedt at få det klaret. Mens pigerne var på lab hentede Martin diesel. Ved en parkeringsplads lige ved båden mødte Martin en lokal fisker, der råbte ham an. Ved hjælp af håndtegn og ganske få franske gloser forstod Martin at den flinke mand tilbød at køre ham de halvanden km til tankstationen og tilbage igen. Fornemt.

Er krigen brudt ud?

Dagen efter sejlede vi til storbyen Lyon, hvor vi kunne lægge til ved en gratis kaj midt i byens centrum. Her en en del uro i vandet fordi der sejler mange tur- og cruisingbåde forbi i tide og ikke mindst utide. Nogle af dem laver ret store bølger i de små kanaler. Det virker i øvrigt ret vildt at se en 150 meter lang cruisingbåd sejle tæt forbi Saga, der er meget lille ved siden af.

Vi ankom lidt sent fordi vi kom sent afsted. Tine og Martin gik på indkøb. Først i Lidl, hvor der var tomt på alle hylderne og nærmest herskede en stemning af at krigen var brudt ud. I hvert fald var alt fra baguettes over Cola Zero til toiletpapir (og hvad mere end de tre ting, ham man brug for?) udsolgt. Det virkede helt absurd. I stedet gik vi i Carrefour City. Her var krigen ikke brudt ud, så her fandt vi hvad vi skulle bruge. Ikke så billigt som i Lidl, men til gengæld tilgængeligt. Den franske Carrefour-koncern har forskellige butikskoncepter lidt á la Coop. Carrefour City minder en del om Irma City, mens den vi foretrækker, Carrefour Market, minder om Føtex. Her er udvalget større og priserne lavere. Og nu vi er ved den franske detailhandel, så handler vi også i butikker der hedder Casino. Det er mindre butikker, der vel nærmest kan betegnes som købmandsbutikker. Der findes også et par kæder mere. Typisk må vi tage det der nu engang er og se stort på prisniveau og vareudbud. Sådan er det, når alt skal bæres i hånden og man kun har sine gåben. Vi havde oprindeligt planlagt at få et par foldecykler med. Men det blev det ikke til. Det går dog også fint nok at bruge benene, om man så må sige.

Lidt om det effektive franske sundhedsvæsen – der ikke er et væsen

18. september tog vi en overliggerdag i Lyon. Martin baksede med solcellerne, hvor to andre muligvis er stået helt af. Det skal undersøges nærmere. Martin fik endelig forbundet motorens generator med batteribanken. Hidtil har vi kun produceret strøm via solcellerne, men nu kan vi klare det med motoren også. Også en ting der burde være gjort inden vi tog af sted, men først nu da det er et problem, får man taget sig tiden til at gøre noget ved det. Men nu er det i hvert fald gjort. Så er vi sikret, hvis solcellerne vitterligt er holdt op med at virke, hvilket i øvrigt vil være noget bøvl, da de er limet fast. De er ikke nemme at pille ned igen og det er ikke nemt at finde et sted at købe nogle nye.

Mens Martin klarede det, gik Tine og Sigrid til en øjenklinik, som Tine havde fundet på nettet. Umiddelbart kunne det ikke lade sig gøre at få en tid lige fra gaden, men sekretæren ville lige høre en af lægerne ad. Pludselig blev Sigrid så kaldt ind til forundersøgelse og så gik det slag i slag. Efter Tines vurdering gjorde lægen et godt og grundigt stykke arbejde. Lægen tilbød endda at vi om nogle måneder kunne skrive og fortælle hvor vi var, så ville hun gerne anbefale gode øjenlæger i nærheden.

Igen fornem service. Og service er lige netop kodeordet. I Danmark, hvor behandling er gratis, skal man føle taknemmelighed over at komme til lægen. Man kan sidde i 14 timer på en skadestuen med en brækket arm og alligevel er holdningen den, at man skal være glad for, at vi har “verdens bedste sundhedsvæsen”. I Frankrig er sundhed langt hen af vejen ikke et væsen, men en vare. Speciallæger er ikke gratis. Det er heller ikke gratis at køre med ambulancen, så kører man galt skal man huske at gøre det så tæt på hospitalet som muligt. Da sundhedsydelser altså langt hen af vejen en vare, der bliver handlet med, er der også i hver eneste by en butik der sælger alt fra benproteser til sygehussenge. Tine måtte slippe 239 euro (cirka 1.750 kroner) for at få tjekket Sigrids øjne. Til gengæld, fordi det er en handel, bliver man behandlet med respekt og uden unødig ventetid. Lægen ved jo godt, at man finder et andet sted, hvis ikke servicen er i orden – så det er den. Ligesom ingen i Danmark ville finde sig i at skulle vente i 14 timer på at købe en vinterjakke for 1.750 kroner, finder ingen sig i Frankrig i at skulle vente på en sundhedsydelse som man betaler for. Dette ikke sagt for at forklejne det danske sundhedsvæsen, blot som en påmindelse om, at der findes andre måder at klare tingene på. Vi ville selvfølgelig helst have undgået at betale for det øjentjek, men når det nu skulle være, er vi blevet mødt med professionel ekspertise og respekt hele vejen rundt. Vigtigst af alt, så Sigrids øjne ud som de skulle. Ingen problemer der.

Ny vignet – nu venter det sidste stykke mod Middelhavet

En anden ting vi fik klaret i Lyon var at få købt en ny vignet. Dem der har fulgt med, kan huske at man i Frankrig skal have en vignet for at måtte sejle på floder og kanaler. Den vi havde købt varede i 30 dage og vi kan se, at vi lige præcis ikke kan nå det inden den udløber. Derfor har Tine købt 7 dage ekstra. Vi fik også gået en god lang tur i byen. Ikke langs indkøbsstrøget, som jo ligner det man finde i enhver anden storby, men oppe i den gamle del af byen med god udsigt over hele området. Den del af Lyon vi nåede at se på de par dage vi var her, var ikke noget særligt. Det var mest af alt et praktisk stop, hvor vi fik klaret lægebesøg og andre praktiske småting.

I Lyon slutter Sâone og vi skal nu ud på Rhône-floden det sidste stykke mod Middelhavet. Rhône er en stor flod og landskabet ændrer markant karakter til noget af det smukkeste vi har set indtil nu. Vi kommer til eventyrbyen Avignon og er muligvis tæt på at blive sejlet ned af en stor coaster. Alt det må I vente med at læse mere om indtil rejsebrev 10 er klart.

Billeder

Her kan du se nogle billeder fra turen på Sâone. Tryk på billedet for at se det i stort format.