Rejsebrev nr. 5: Første uge i Frankrig – mere gang end søgang

Første uge i Frankrig bliver vores mest dramatiske hidtil. Grundstødning og motorstop står på menuen, men det vi husker bedst er mødet med tre andre danske både fyldt med søde og rare sejlere.

Absolut sidste stræk i Belgien

I sidste rejsebrev skrev vi at vores tur gennem Belgien endelig var slut. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, da vi lige skulle det sidste stykke ad Nimy-Blaton-Péronnes-kanalen fra sidste overnatningssted i Mons, før vi nåede grænsen til Frankrig. Grænse er endda så meget sagt, for der er absolut ingen markering af grænsen. Ingen toldere eller vagter, intet hegn, ikke engang det mindste lille skilt. Hvis ikke man vidste det, ville man ikke opdage, at man kommet ind i et andet land. Som sejlere skal vi dog have styr på det, for alle udenlandske både skal føre et såkaldt gæsteflag. Det er et lille nationalflag svarende til det land man er i. Normalt fører man det halvt oppe i masten, men da vi ikke mast på, fører vi det lidt improviseret fortil. Så hver gang vi passerer en grænse, er det ned med det ene gæsteflag og op med det andet.

På denne korte og absolut sidste strækning i Belgien skete der ikke noget der er værd at skrive om, så det vil vi lade være med. Vi vil derfor undlade at nævne at Martin nu går rundt med tre sår i panden og på næseryggen fordi han hilste på et skilt ved en sluse. I stedet vil vi gå direkte til det franske. Der er dog lige en ting mere: Den slæbetur gennem en tunnel vi reklamerede med i sidste rejsebrev, må I vente med at høre om. Der er kommet alt for meget på tværs til at vi kan nå det denne gang.

Så fik vi fransk grund under fødderne

Den 15. august kom vi så endelig ind i Frankrig igen, efter vores alt for korte visit på Meuse-floden i Ardennerne for en uges tid siden. Vi sejler nu på floden Escaut. Selvom det er en flod af navn er den kanaliseret og derfor uden ret meget strøm. De mange bugtninger er også rettet nogenlunde ud. Den er dog flod nok til at den er ret tilvokset. Nogle steder kan vi næsten ikke komme igennem uden at røre bevoksningen i siderne. “Bare der nu ikke kommer for mange store flodpramme”, er en tanke vi flere gange har tænkt.

Desværre var der drama næsten fra starten på Escaut. Da vi ville lægge til for aftenen efter at have sejlet hele dagen, fandt vi et herligt sted nedenfor en fin park i Mortagne du Nord. Pladsen var som en lille juvel i forhold til alternativt, nemlig en plads langs spunsvæggen blandt de store flodpramme. Vi stak derfor tværs over floden for at glide stille ind langs den lille fine bro. Martin havde læst at der kunne være noget lavt vand på stedet og nogle bøjer indikerede det samme, men hvor lavt kunne der lige være? Saga stikker kun godt 80-85 cm, så vandet skal være meget lavt før vi kommer i problemer. Det kom vi så der. Vi nåede kun halvt over floden før vi gik på grund. Der sad vi så nærmest midt i floden og kunne hverken komme frem eller tilbage. Heldigvis var bunden ret sandet, så efter lidt tid fik vi med fuld gas vrikket os fri og over til de nu meget mere indbydende spunsvægge. Det er ellers altid et helvede at fortøjre og affendre ordentligt langs en spunsvæg, hvor fenderne har det med at forsvinde ind i de store mellemrum og dermed miste deres eneste funktion; at beskytte båden mod kanten. Men lige nu virkede en spunsvæg som et trygt alternativ. Vi så derfor stort på, at vi ville komme til at ligge et sted, hvor man kun måtte ligge en time fordi pladsen var reserveret til flodpramme der skulle have vand på. Vi vurderede at der ikke ville komme nogle før vi stak af næste morgen. Derefter spiste vi mad og efter noget aftenhygge gik vi i seng. God trætte efter en lang dag.

Dansk båd i sigte

Da vi næste morgen sad og spiste morgenmad i cockpittet, kom der en dansk båd forbi der hed La Sardina. Vi nærmest sprang op alle sammen og glædede os til at få hilst på nogle landsmænd. Vi ser ganske få lystbåde på en dag og danskere er der meget langt i mellem – og så alligevel ikke, men det vender vi tilbage til. Det viste sig at båden der kom forbi var den samme som havde anråbt os på Meuse i Belgien og fortalt at der var lukket. Vi fik en kort snak med dem om løst og fast inden de sejlede videre. De sagde at der var yderligere en dansk båd på vej og at den ville komme nogle timer senere.

Vi sejlede efter en halv times tid og indhentede hurtigt deres lille båd, der ikke sejler så stærkt. Ved første sluse snakkede vi lidt med de to folk på La Sardina igen. De havde planlagt at skulle stort set samme vej som os, så dem støder vi nok på før eller siden.

Motoren står af midt i sluse

Det viste sig at blive før. For i dagens anden sluse gik vores motor ud. Den havde mod sædvane kørt i tomgang under den noget lange slusning og da Martin skulle sejle ud, slukkede motoren i det samme. Det lød nogenlunde som når en plæneklipper løber tør for benzin. Men hvad gør man når noget stopper? Man prøver selvfølgelig at tænde det igen. Således også her. Martin tændte motoren, der nu kørte fint. I 8 sekunder – så stoppede den igen af sig selv. Nu gik det op for os at noget var galt. En dieselmotor skal ikke bare stoppe sådan uden videre. Vi lå stadig midt i slusen og begyndte at gå lidt i panik. Uden for lå en stor pram, der gerne ville ind og virkede lidt utålmodige. Samtidig snakkede slusevagten meget hurtigt i radioen, mens vi forsøgte at kommunikere at vi havde motorproblemer.

Meget langsomt fik Hjalte og Tine trukket Saga ud af slusen og fortøjret det første det bedste sted, mens Martin begyndere fejlsøgningen. Han fandt hurtigt ud af, at der ikke kom kølevand ud af motoren, der derfor måtte være blevet overophedet. En overophedet dieselmotor er normalt en død dieselmotor, så det så ikke for godt ud. Derfor har man også normalt en alarm der lyder, hvis motoren bliver for varm, så man hurtigt kan slukke den inden det går galt. Sådan en alarm har Saga selvfølgelig også – den var bare ikke koblet til fandt vi ud af. Vores motor havde derfor kørt sig for varm.

Heldigvis er motoren ikke død

I mellemtien var Sardinen vendt tilbage, da de kunne se at vi havde problemer. Da deres båd er ret lille, kunne de ikke rigtigt tilbyde at tage os på slæb til et bedre sted, men de vidste som sagt at en anden dansk båd var på vej. Den kom en halv times tid senere. I mellemtiden havde Martin fundet problemet – men ikke løsningen. Første mulighed var et tilstoppet vandfilter. Det var rigtigt nok tilstoppet, men det hjalp ikke at rense det. Selve vandindtaget var også tilstoppet, fandt Martin ud af ved at springe i baljen, men heller ikke en rensning af det hjalp. Kileremmen havde det også fint. To gange startede Martin moteren for at tjekke om kølevandet var genetableret. Heldigvis startede den uden problemer – men blev altså ved med at mangle kølevand. Den gode nyhed var at motoren altså ikke var brændt sammen. Normalt vil en dieselmotors stempler sætte sig fast, hvis den bliver for varm. Dette kan man ikke lave og må skifte motoren. Da vi kunne starte moteren uden underlige lyde, lod det ikke til at være tilfældet her. Måske fordi det er en gammel motor, hvor stemplerne er en smule slidte. Men her hører vores dieselmotorkendskab også op, så måske findes der en anden god forklaring.

Danskertræf i Valenciennes

Som sagt fandt Martin til sidst fejlen. Kileremshjulet der trækker pumpen kørte bare løst rundt om aksen. Så er det klart at pumpen ikke virker og at kølevandet svigter. Løse det kunne vi dog ikke lige nu. I mellemtiden var danskerbåd nummer to dukket op. Cassiopeia med de to meget flinke mennesker Ivan og Mona om bord. Vi blev bundet på siden af Cassiopeia og bugseret gennem to sluser til byen Valenciennes. Her lå pudsigt nok en tredje dansk båd, nemlig Chip-Chip med Esben og hans to børn ombord. Efter hundredevis af sømil uden nærmest at have set en eneste dansk båd, lå vi nu fire danskere sammen i Valenciennes. Sardinen inviterede på kage om aftenen og vi hyggede os alle sammen rigtigt og fik udvekslet erfaringer og planer. Det lykkedes Martin at finde problemet med kølevandet. Det firkantede hul i kileremshjulet der passer med aksen var af en eller anden grund blevet slidt rundt, så det bare fedtede rundt om aksen. Midt på de franske kanaler er der meget langt mellem marinemekanikere og butikker der sælger reservedele. Løsningen blev derfor at bestille et nyt kilerenshjul i Holland og få det sendt ekspres til havnen i Valenciennes. Med lidt held ville det komme hurtigt.

Seks dage i Valenciennes

Det gjorde det ikke, så vi tilbragte seks dage i byen og havnen, som vi til sidst begyndte at holde helt af. Dagen efter vores uheld sejlede Cassiopeia og La Sardina videre. ChipChip derimod blev liggende. De afventede nogle folk der skulle hjælpe med at sejle båden videre. Vi fik spist noget kage og snakket sammen og Sigrid fik leget med Esbens børn Runa og Mattis. Når nu uheldet skulle ramme os, var Valenciennes ikke verdens værste sted at vente i seks dage. Tine og Martin fik drukket nogle espressoer på byens torv og Hjalte og Sigrid nød godt at havnens Wi-Fi. Et tiltrængt bad fik vi også alle sammen.

Tirsdag den 21. august kom det nye kileremshjul. Martin satte det på, og vi tændte med rystende hænder for motoren. Uden den er projektet slut. Heldigvis kørte hjulet rundt og der kom der kølevand. Alle var glade og vi stoppede motoren igen og besluttede at vente til dagen efter med at sejle, da det efterhånden var blevet lidt sent.

Mere gang end søgang

Således gik den først uge i Frankrig uden at vi stort set fik sejlet noget. Til gengæld fik vi snakket med nogle flinke mennesker og hygget os gevaldigt i Valenciennes, som vi også fik spadseret godt rundt i. Vi må dog også sande at tidsplanen er skredet gevaldigt. Uheldet med motoren kostede seks dage og omvejen vi er blevet nødsaget til at tage, på grund af lavt vand i kanalerne i Frankrig, koster os også mindst et par uger. For ti dage siden sejlede vi på den smukke flod Meuse og alt så lyst ud, nu ligger vi en del nordligere og har udsigt til en noget længere vej. Frem skal vi dog nok komme – om ikke før så siden. Nu virker motoren i hvert fald igen og vi glæder os til at komme videre.

I næste rejsebrev kommer endelig historien om tunnelen. For kan det virkelig passe at man kan sejle flere kilometer gennem bjergmassivet i en kun fem en halv meter bred tunnel? Det kan det i den grad – og vi gør det endda på Sigrids fødselsdag. Halvanden time i en mørk og klam tunnel var ellers ikke lige det hun havde set frem til. Men sådan blev det altså. Heldigvis ender dagen noget mere festligt end den starter, men alt det må du læse mere om når Rejsebrev 6 kommer.

Billeder

Her kan du se nogle billeder fra den første uge i Frankrig. Tryk på billedet for at se det i stort format.